Umbra-serien er fantastisk fantasy for de yngste og noget af det mest spændende jeg har læst til aldersgruppen … en serie jeg gerne selv ville have skrevet.
Pigen Jovia kan læse skygger. Alle har to skygger. Den ene er synlig. Den anden er ond og kan kun ses af ”udvalgte” som Jovia. Den onde skygge kaldes umbra.
”Men en stor, uhyggelig umbra gør ikke altid personen ond. Man vælger selv om man vil bruge sine dårlige sider.” (Bog 1, side 25-26).
En umbra tager form af din skyggeside og skal ”læses” for at forståes. Hvis du er stædig ligner din umbra et æsel, hvis du er grådig, en grip. Ved hjælp af en skyggefanger, et smykke, formet som en ring med et spindelvæv i midten, kan skyggelæsere stjæle umbraer. Hvis du mister din skyggeside, bliver du skør og dør efter kort tid.
I kampen mod den onde fyrst Corpu der stjæler umbraer og bruger dem til at sprede frygt og tilkæmpe sig magt, bruger Jovia sin specielle evne som skyggelæser. Hun “stjæler” umbraer tilbage og bekæmper fyrst Corpu.
UMBRA-serien handler om kampen mellem de gode og de onde. Lys og mørke. Det er fantasy når det er bedst.
”Hvis du er skyggelæser, holder du enten med ham eller også slår han dig ihjel.” (Bog 2, side 32 … om Fyrst Corpu).
Fyrst Corpu: ”Frygt og rædsel er mine venner. Sammen med dem vil jeg erobre landet uden for Knarks mure.” (Bog 4, side 7).
Jeg er vildt begejstret for serien. Forfatteren har fuldstændig styr på sit plot og historiens personer. Historien er grundigt gennemarbejdet og intet er overladt til tilfældighederne. Jeg er vild med den måde forfatteren ”sår frø” der senere høstes. Forfatteren er formidabel til at ”binde sløjfer” og efterlade nye løse ender så jeg, som læser, holdes fast og forløses. Han er god til at skabe suspence og akkumulere spænding, fra start til slut.
Umbra-serien består af 6 bøger der dels fungerer som én lang sammenhængende historie og dels som 6 selvstændige afsnit med hver sin slutning. Begge dele fungerer virkelig godt. Men hvis du spørger mig, skal du selvfølgelig ikke bare med at læse en enkelt … læs alle 6 bøger.
Serien er let at læse. Sproget flyder og illustrationerne er superflotte og rammer seriens “univers” og stemning rigtig godt. Med det lille fantasykort over byen Knark i starten af hver bog er illustartionerene tro mod fantasygenren. Min yndlingsillustration er fra første bog hvor smeden tager fat i en lille dreng, og Jovia læser deres umbra. På illustrationen ses drengens umbra som en lille mus i kløerne på et monster … smedens umbra. Illustrationen supplerer teksten og visualiserer meget fint symbolikken i smedens og drengens umbraer.
Seriens persongalleri er overskueligt. Rollerne er klare uden at være karikerede og seriens personerne er ikke ”flade” men troværdigt beskrevet. Historiens hovedperson, Jovia, udvikler sig gennem hele historien. Både personligt og i relationen til den jævnaldrende Pirmin. I starten af bogen er det Pirmin der dominerer relationen, men i takt med at de opdager at deres ligheder er større end deres forskelle, vokser Pirmins respekt for Jovia, og de bliver jævnbyrdige partnere og skiftes til at gå forrest.
At lade læseren og Jovia/Pirmin følges ad og vide det samme giver er god indlevelse for læseren. Læser og hovedperson “er i samme båd”, har samme indsigt, mens historien folder sig ud. Et godt eksempel er ”sandheden” om Jovias forældre. Forfatteren overrasker os og hovedpersonen, gang på gang, fra start til slut. Det der er sandheden i starten, foldes ud og viser sig som nye sandheder og forståelse af hvordan det hele hænger sammen … ligesom i den virkelige verden. Den del af historien er jeg ret vild med.
Historien er skrevet i nutid hvilket styrker muligheden for at leve sig ind i og tænke med.
Selvom serien ikke overrasker til slut, men slutter som forventet, er opgøret mellem hovedpersonerne og skurken fantastisk godt skrevet.
Bøgerne har masser af litterær kvalitet. Historien illustrerer hvordan ondskaben bor i os alle, hvordan den skal tøjles. Som et indre kompas sikrer vores dårlige side at vi ikke bare følger vores impulser, bliver skøre og det medmenneskelige i os ”dør”. Læs også: Hvad er littrær kvalitet?
”At tilgive er et stærkt våben mod det onde.” (Bog 6, side 20).
”Du skal ikke være bange. En umbra er kun ond hvis den bruges ondt. Alle har en dårlig side.”“ (Bog 6, side 34).
Seriens univers er en klassisk fantasy. En parallelverden bestående af markedsgøglere, spådomme, brevduer, bymure, klostre, fyrster, vagter, hekse og munke, der bringer os tilbage i tiden. Med højteknologiske/mekaniske ”våben” som lyskasteren, mørkekanonen, skyggefangeren og teleskopsværdet, der skal hjælpe de gode i kampen mod de onde, ledes mine tanker over i spilleverdenen.
Heldigvis ligner de mellemmenneskelige relationer virkeligheden. Med overnaturlige evner er det menneskelige værdier der kæmpes om. Det er lykkes Martin Vinther Madsen at udnytte fantasygenrens muligheder for at beskæftige sig med store temaer som forræderi, skyld, tvivl, frygt, tilgivelse, ondskab, svigt osv. uden at efterlade den virkelige verden håbløs og farlig.
Jeg er ret vild med bøgerne … det er svært at skjule min begejstring. Læs den! Læs den! Læs den!
UMBRA-serien får mine bedste anbefalinger og 10 TJEKtegn ud af 10.
De 6 bøger er supertjekkede … og tjekket af:
Forfatterinterview med Martin Vinther Madsen
Historien hænger virkelig godt sammen fra start til slut. Hvordan har du skrevet den? Én bog ad gangen eller har du fra første bog vidst hvordan historien skulle ende?
SVAR: Ret tidligt i forløbet fandt jeg ud af, at der skulle være ca. seks bøger. Hver bog skulle have en afsluttet historie med en genkendelig struktur. Samtidig ville jeg også have en gennemgående historie, som løb over alle seks bind. Jeg lavede et skema med seks søjler lodret – en for hver bog og x-antal søjler vandret – for hver person i historien. På den måde kunne jeg holde styr på, hvordan plottet i den gennemgående historie skulle udvikle sig. Skemaet var på ingen måde færdiglavet fra start, men det blev hele tiden ændret efterhånden, som jeg fik skrevet flere og flere bøger. De overordnede linjer var på plads ret hurtigt i forløbet, men detaljerne kom først undervejs. Fx vidste jeg ret hurtigt, at hovedpersonerne skulle vinde over skurken til sidst, men præcis hvordan fandt jeg først ud af, da jeg gik i gang med sidste bind. Jeg synes, det er vigtigt at gøre plads for det flow, man kan komme i under skriveprocessen. Sagt med andre ord, ideerne kommer når man skriver. Og derfor veksler jeg altid mellem på den ene side at skrive ukontrolleret, give plads, komme i flow og på den anden side skabe struktur, sætte rammer, og begrænse.
Selvom serien er for små ører, drejer historien sig om store emner som: savn, hævn, magt, frygt, skyld, ondskab. Skaber ”fantasy-genren” videre rammer for hvor store emner du kan præsentere for børn? Er der grænser for hvad børn skal forholde sig til hvis det i stedet blev præsenteret i en kontekst der ligner virkeligheden.
SVAR: Gode fantasybøger drejer sig altid om de store eksistentielle modsætninger. Fx ond og god, liv og død, lys og mørke, angst og mod. Det kan være i det enkelte individ eller i et større perspektiv. I Umbra har jeg tænkt meget i disse modsætninger både på individplan og samfundsplan. Fantasygenren pakker disse filosofiske emner ind i et fantasifuldt univers, og selvom børn mest oplever den umiddelbare fortælling, vil disse store livsspørgsmål ligge som et baggrundstæppe i historien. Det vil give historien en fylde og volumen, som man ikke på samme måde kan få i en realistisk tekst. Jeg mener dog, at man sagtens kan præsentere børn for store emner i en realistisk tekst, det vil dog kunne virke voldsommere, og det skal man huske at medtænke, når man skriver til børn.
Selvom din historie indeholder masser af urealistiske elementer, tror jeg på det jeg læser. Hvor bevidst arbejder du med forholdet mellem troværdighed og realisme? Har du opstillet ”troværdigheds-regler” og går udenom specifikke ”urealistiske elementer” eller er det bare din mavefornemmelse, der får det til at lykkes?
SVAR: En historie skal altid være troværdig også selvom den er meget fantasifuld og urealistisk. Troværdigheden har ikke noget at gøre med, om det der foregår i historien er realistisk, altså kan forgå i virkeligheden. Set i det lys ville alle fantasyhistorie jo være utroværdige. Men troværdighed drejer sig om at være tro mod det univers, som historien foregår i. Hver gang en person skal foretage en handling, gør jeg meget ud af, at tænke handlingen ind i historien og personens egenskaber. Fx finder jeg det selv utroværdigt hvis ting glider for let og tilfældigt, eller personer laver unødvendige handlinger. Jeg irriteres altid, hvis hovedpersonen tilfældigt finder lige det han skal bruge, eller omvendt foretager en vildt kompliceret handling bare for at det skal blive ekstra spændende. Så regler har jeg ikke som sådan. Det er nok snarere min mavefornemmelse.
Hvorfor skriver du bøger for børn? Tror du det er lettere end at skrive for voksne? Hvad er dit næste bogprojekt?
SVAR: For mig er det lettest at skrive for børn. Jeg har skrevet flest fantasybøger, og den genre synes jeg ligger godt til børn. I mit arbejde som lærer møder jeg mange børn, og synes selv, jeg har en god fornemmelse for, hvad der optager børn, og hvad de finder spændende. Men jeg håber også, at mange af mine historier vil tiltale voksne.
Mit næste bogprojekt er noget helt andet end jeg har skrevet hidtil. Jeg er i gang med at skrive en realistisk fortælling, og her er jeg faktisk en smule ude af komfortzone. Men lur mig om der ikke vil blive blandet en smule magiske elementer ind i fortællingen alligevel. Historier har det nogle gange med at løbe lidt løbsk.
Serien omfatter:
Manden uden skygge
Pigen fra Knark
Dværgen Pavle
Jovias kamp
Corpus styrke
Venner og fjender
Køb bøgerne her: Tellerup.com
TJEK også:
Martin Vinther Madsen, Hjemmeside
Martin Vinther Madsen, Facebook
Martin Vinther Madsen, Instagram
Læs flere BogTJEK-anmeldelser >
Få din bog anmeldt på BogTJEK >
Sig JA TAK til min nyhedsmail og få når der er nye opslag på www.steendorumlu.dk
