BogTJEK tjekker | “Øens sjæl” | 3 bøger om Rafael fra Cuba | Eventyr/fantasy | Lise Bidstrup


Lise Bidstrups serie, ”Øens sjæl”, om Rafael fra Cuba er en fantastisk serie. Jeg lader mig føre med på rejsen og bliver invaderet af tanker om mit eget liv. Historien er svær at slippe, både mens jeg læser og efter … sjældent har jeg haft så meget på hjerte til en anmeldelse.

Historiens handling 

Rafaels far sidder i fængsel og hans mor er syg. Hun fejler det samme som Cuba, ”Øens sjæl” er ved at fordampe. På kirkegården møder Rafael en talende pelikan. Den fortæller ham at han er udvalgt til at samle øens sjæl. Udholdenhed. Frihed. Musik. Dans. Livsglæde og kærlighed. Rafael skal indsamle sjælen i form af mana i en flaske og hælde det ud over det magiske ceibatræ. Det er en kamp mod tiden og mørke kræfter. Hvis Rafael når det, kan han redde både sin mor og Cuba.

Scenen er sat

En dramatisk illustration fra historien. Illustrationerne er lavet af Birde Poulsen.

Lise Bidstrup er god til at sætte scenen: Med velvalgte nøgleord som fattigdom, bestikkelse, claves, guitar, cykeltaxi, turister og rationeringskort, fører hun, uden lange location-beskrivelser, læseren direkte til Cuba.  Jeg har aldrig været på Cuba, men lynhurtigt er jeg indført i universet og helt klar over at jeg ikke er i Vanløse. Og at Rafael er en dreng med føleser og drømme som danske drenge – men at hans liv og betingelser har andre vilkår.

Politik for børn?

Historien er politisk … på den gode måde. Lise Bidstrup beskriver forholdet mellem turister og lokale, mellem styret og folket og den utryghed der opstår i et samfund hvor man kan blive straffet for at mene noget eller ytre sig. Hvem er stikkeren? Hvem tør vi stole på? Beskrivelserne er relevante og nuancerede. Selvom magthavere og undertrykkere er historiens store skurke og Rafaels kamp er løsningen, bliver historien ikke kun kampen mellem den store og den lille, men kampen om at følge sin mavefornemmelse … hvad er rigtigt og forkert? De politiske beskrivelser lykkes, uden at blive for meget, fordi de tager afsæt i Rafaels liv og viser hvordan interaktionen mellem samfundsforhold og rigtige menneskeliv er som forbundne kar. Den lille nære verden og omverdenen er ikke adskillige. Jeg synes at det lykkes forfatteren at beskrive disse politiske og komplekse forhold i et enkelt og forståeligt sprog, helt i børnehøjde. Flot arbejde.

Politiske historier, med tydeligt afsæt i virkeligheden, bliver ofte mere uhyggelige og for virkelighedsnære … og på grænsen til hvad børn skal forholde sig til. Sådan er det ikke med “Øens sjæl” Historien om Rafael er fuld af håb, præcist som en børnebog skal være.

De har glemt hvad de kommer af. De har glemt i hvilken jord deres rødder er plantet … og derfor har de mistet kraften og livslysten.

(… om det Cubanske folk. Den PINK sump, side 20)

3 bøger – én historie

Serien er på tre bøger kan ikke læses hver for sig. Historien hænger sammen og skal læses fra start til slut. Det kunne sagtens have været én bog, men opdelingen i tre gør det lettere for læseren at holde fokus på historiens opbygning, morens sygdom og Rafaels udvikling. De tre bøger har en genkendelige opbygning, så der er en vis forudsigelighed og læseren ikke skal bruge energi på at holde styr på forløbet, men læne sig tilbage og læse derudaf.

Bogens illustrationer

Jeg synes at bogens illustrationer er flotte, stemningsfulde og farverige … men alt for harmløse. De tilfører ikke historien noget nyt og det er ærgerligt. De fungerer ikke for mig. Gode illustrationer skal være som en rasteplads, hvor jeg får lyst til at stoppe op og parkere tankerne, spole historien igennem og tænke: ”Nåh ja” … eller bare gøre mig nysgerrig på hvad der viser sig på næste side. Jeg tror, trods min kritik, at de rammer børn … og det er i virkeligheden vigtigere end mig.

Lise Bidstrup, mester i symbolik

“Øens sjæl” er fyldt med symboler og Lise Bidstrup er en mester i symbolik. Her er et par eksempler: Solenodonten, en næsten uddød race, som symbol for udholdenhed (én af de seks repræsentanter for øens sjæl). Morens sygdom, som symbol på folkets tilstand. Revnen i loftet over Rafaels seng, som symbol på fare.

Den mennesketomme verden

I historien bliver Rafael fløjet i næbet på den talende pelikan frem og tilbage mellem ”virkeligheden” og den parallelle verden hvor han skal samle mana.

At den parallelle verden er mennesketom, er en finurlig måde at illustrere forholdet mellem Cubas sjæl og mennesker. Cubas sjæl lever i mennesket. Vi skal få øje på den, genkende den og den skal vække noget i os. Men den findes i naturen, uafhængigt af og udenfor mennesket.

Heltens ydre og indre rejse

Rafaels ydre rejse handler om at redde sin mor. Hans indre rejse handler om at vælge rigtigt, at genkende det ”gode” og stole på sin intuition og dømmekraft.

… men lad nu være med at fylde flasken med noget forkert.

(Det GRØNNE dyb, side 41)

Rafaels må handle, lære at vælge og selv finde vejen. Hans indre rejses udvikling tydeliggøres i hans måde at vælge på.

  1. udv.trin: han lader tilfældet vælge
  2. udv.trin: han vælger ved at bruge sin intuition.
  3. udv.trin: han satser.
  4. udv.trin: han lader viljen vælge.

Sproget

Sproget er enkelt og let at forstå. Der er flow og det er mundret. Men jeg har én lille anke: der er for mange ord. Der er for mange uddybninger. Måske er det fordi jeg selv skriver, at jeg lægger mærke til det, men jeg synes, at det ville klæde teksten at blive strammet op. Sproget forklarer for meget og overlader for lidt til læserens fantasi. Det er ærgerligt. Selvom det er en bagatel der måske kun generer mig, kan jeg ikke dy mig for at give et lille eksempel på hvad jeg mener:

(Side 26+27, Den PINK sump)

Hvorfor ikke bare skrive:

På Lise Bidstrups hjemmeside er bøgerne angivet som “selvlæsning”. Bøgerne er svære at vurdere i forhold til målgruppe. Mit forsigtige bud er at bøgerne passer indholdsmæssigt og læsefærdighedsmæssigt til 9-13 årige.

Slutningen er oplagt og overraskende

Uden at røbe hvordan historien ender, tør jeg godt sige at slutningen er både oplagt (fuld af håb) og overraskende. Med et slutbudskab om, at verden aldrig er helt som den ser ud til være (… min egen kæphest), er jeg solgt til ”Øens sjæl”.

Læs og tal om bogen med dit barn. Den indsigt må I ikke gå glip af.

 

Sig JA TAK til min nyhedsmail og få en mail når der er nye boganmeldelser på BogTJEK.

NYHEDSMAIL - JA TAK >

 

 

“Øens sjæl” om Rafael fra Cuba er værd at tjekke ud og får 10 ubetingede TJEKtegn ud af  10.

De 3 bøger er tjekkede … og kvalitetstjekket af:

København, april 2018

Forfatterinterview med Lise Bidstrup

Serien om Rafael foregår på Cuba. Hvad er din egen relation til Cuba?

SVAR: Jeg har altid været fascineret af Cuba. Ikke så meget den efterhånden temmelig mislykkede kommunistiske ide, men mere det her med et land, der så længe har været forholdsvis upåvirket af vesten. Desuden er det et meget smukt land med de gamle kolonibygninger, og naturen er fantastisk. Jeg rejste til Cuba med bøgernes illustrator, Birde Poulsen, for at researche til bøgerne, og det var en helt fantastisk tur. Havana er faldefærdig med utrolig smuk, og vi mødte så mange søde og interessante mennesker. Og så er der musik … alle steder og på alle tider af døgnet.

Som repræsentanter for Cubas sjæl har du valgt udholdenhed, frihed, musik, dans, livsglæde og kærlighed. Hvorfor blev det lige de seks ”elementer”?

SVAR: Det var de seks elementer, som jeg syntes, jeg havde med hjem fra min rejse til Cuba. Det var det, der for mig blev indbegrebet af den Cubanske sjæl. Derfor valgte jeg de seks elementer.

Symboler (dyr, farver) spiller en stor rolle i de 3 bøger … og du er noget af en mester symbolik.

SVAR: Jeg kan godt lide, at man gennem de “personer” (dvs. her dyr) og de beskrivelser, jeg har i mine tekster, kan spinde det hele sammen, så elementerne hver for sig underbygger handlingen. Derfor bruger jeg meget tid på, for eksempel i disse bøger, at vælge dyr, der repræsenterer det, som jeg gerne vil formulere. Jeg synes, det giver ekstra lag til historien, og det gør hele udtrykket stærkere.

Hvor meget ”styrer” symbolerne din skriveproces? Bygger du dine historier op omkring symboler? Inspirerer symboler dig mens du skriver?

SVAR: Symbolerne gør både det ene og det andet. I denne bog kendte jeg ret tidligt de elementer, der skulle udgøre handlingen, og så fandt jeg de dyr, som jeg syntes symboliserede elementerne. På den måde var historien styret af symbolerne, men de inspirerede mig bestemt også undervejs, fordi det var dyr, som har specielle træk, og det kunne jeg så viderebygge handlingen på. Det var et slags ping-pong-spil mellem symbolerne og handlingen.

De politiske forhold på Cuba spiller en stor rolle i serien. Hvorfor er det interessant for danske børn at læse om Cubanske forhold?

SVAR: Jeg synes altid, det er, eller burde være, interessant for danske børn, at høre om, hvordan børn i andre lande lever. Vi har det generelt som blommen i et æg her i Danmark, og nogle gange tror jeg godt, at vores børn kan glemme, at de er heldige. Derfor giver det direkte afkast for dem at læse om andre, der har det anderledes. Desuden synes jeg, det er enormt vigtigt, at man udvider sin horisont. Jeg tror simpelthen, man bliver et bedre, mere empatisk menneske, hvis man kan se ud over sin egen næsetip. Verden bliver mindre og mindre, men samtidig er der i disse tider en kedelig tendens til at mene, at folk, der lever anderledes end én selv, er mindre værd. Jeg vil gerne vise de danske børn, at der er tusindvis af måder at leve på, og én er ikke bedre end en anden. Vi er alle mennesker, og de fleste af os, vil bare gerne leve fredeligt sammen.

Jeg har tjekket din hjemmeside, http://www.lisebidstrup.dk/, og dit alsidige forfatterskab. Er der temaer/emner som er gennemgående i dine bøger? Politik? Relationer? m.m.

SVAR: Det eneste helt gennemgående tema i mine bøger er egentlig mig selv. De forskelle, der ligger i mine bøger, er de forskelle, jeg har inden i. Jeg synes, mange ting er vigtige at forholde sig til. Både politik, samfund og hvordan vi opfører os over for hinanden. Og nogle gange synes jeg, det er vigtigt at læse en historie, der er spændende blot for historiens skyld. Det mest gennemgående er nok, at man skal opføre sig ordentligt. Tage hensyn til hinanden. Give plads til hinanden. Være åben. Bortset fra det, så er det rigtigt, at mine bøger peger i alle mulige retninger.

Tak til Lise for de gode svar.

 

“Øens sjæl” omfatter: 
Det GRØNNE dyb
Den PINK sum
Den BLÅ grotte
KØB Lise Bidstrups bøger her: Tellerup.com

TJEK også:
Lise Bidstrup, Hjemmeside
Lise Bidstrup, Facebook
Lise Bidstrup, Instagram

LÆS også:
Få din bog anmeldt på BogTJEK >

BogTJEK tjekker | UMBRA-serien | 6 gode fantasybøger | Martin Vinther Madsen

BogTJEK tjekker | Røverhistorier fra Roskilde | Helga Waage

BogTJEK tjekker | Frikadelle Viola – og den hjemløse | Louise Brandstrup

BogTJEK tjekker | Michael og Bogstavbjerget | Jesper Sehested

BogTJEK tjekker | Hårspættens hårspændespæn – og andre historier fra Syvmileskoven | Thomas Stordal Philipsen

BogTJEK tjekker | Dagbog fra Zombieland | Klaus Frederiksen

BogTJEK tjekker | Nadias nye familie | Finn Wiedemann

BogTJEK tjekker | Blåskæg 2 – Den Forbandede Ø | Michael Kousgaard

BogTJEK tjekker | Mordet i Odense | Thomas Stordal Philipsen

BogTJEK tjekker | Da giraffen slog knude | Michael B. Bastholm

BogTJEK tjekker | Williams jul | Klaus Frederiksen