BogTJEK tjekker | Røverhistorier fra Roskilde | Helga Waage

Røverhistorier fra Roskilde er en superspændende ungdomsroman, der fanger fra start til slut. En oplagt mandelgave og betydeligt sundere end den sædvanlige marcipangris. Bogen rammer bredt, kan læses af alle og er svær ikke at læse i èt hug. 

På en togtur mod Roskilde møder læseren bogens to hovedpersoner, den kriminelle Leo og anklagerfuldmægtig Sørine, hinnden. En togtur der for begge hovedpersoner er starten på et nyt liv i Roskilde.
Tog-mødet har ikke en store betydning for historien, men det er en god indledning og en god introduktion til de to hovedpersoner. Resten af bogen deler de mellem sig. Èt kapitel om Leo, èt kapitel om Sørine … og sådan bliver det ved. Den skiftende synsvinkel er en rigtig god ide. Det skaber spænding, fungerer godt og går fint i tråd med bogens idegrundlag:
… at beskrive ”sagen” fra flere sider.
… at alt ikke altid er som det ser ud til at være.
… at alle fortjener en chance til.

Når Sørines og Leos ”verdener” krydser hinanden, og de mødes, face to face, som anklagerfuldmægtig og anklaget eller når forfatteren forbinder dem via historiens bipersoner, opstår et spændingsfeltet, hvor summen af historiens “sandheder” forenes i læserens hoved. Opdager Leo og Sørine deres relation og fælles forbindelser? Et fedt spændingsfelt der i den grad holder mig fast.

Sproget er gennem hele historien enkelt og betragtende, nøgternt og detaljeret … nærmest som en politirapport. Det er en god prioritering og giver god mening og får form og indhold smelter sammen. Kapitlerne skrives ikke igang, sproget fungerer og der er et godt flow det meste af vejen.  Alligevel har jeg en lille anke: Der er for mange detaljer og unødvendige informationer. Hvorfor skal jeg vide hvordan gæsterne fordeler sig i huset til sidst? De mange ligegyldige ”ender”, der i sidste ende ikke spiller en rolle, flytter fokus fra historiens egentlige ”vilje” og alt det mellem linjerne. Historien om Leo og Sørine har masser at byde på og vil mig mere end at fortælle en god historie. Hvorfor handler vi som vi gør? Passer ”loven” og virkeligheden altid sammen? Svarene på alt det mellem linjerne kommer dumpende i løbet af historien. Selvom historien om Leo og Sørine er fint afsluttet og fremstår helstøbt og forløst, savner jeg ”sløjfe” på det mellem linjerne i slutningen af historien.

Gennem hele historien refereres Seebach-tekster som beskrivelser af personernes følelser og sindsstemninger. Alle i historien er tilsyneladende vilde med Seebach … Tommy eller Rasmus. Men helt ærligt, jeg synes ikke det fungerer. Først og fremmest fordi de bryder flowet og det er irriterer mig. Derudover er citaterne en uddybning af noget vi allerede ved eller kan regne ud af den velskrevne tekst. Citaterne har ikke en selvstændig funktion og er i mine øjne helt unødvendige. Endelig savner jeg en større pointe med at citere Seebach. Hele vejen, fra start til slut, håbede jeg på, at citaterne lagde op til noget større.

Citaterne havde muligvis fungeret, hvis de var blevet brugt som en lille prolog i starten af hvert kapitel. Seebach er en øv-prioritering man trods alt kan se bort fra. Derudover er bogen en fantastisk læseoplevelse.

“Show it – dont tell”. Jeg ved, at det er et slidt råd fra den ene forfatter til den anden, men jeg synes, at det er en basal opgave for god litteratur at overlade lidt til læserens fantasi og indlevelse. Det fungerer i største dele af historien, men i slutningen kommer forfatteren flere gange til at afsløre eller antyde, hvad der senere sker, og det er ærgerligt.
Fx: ”Hvis ikke Leo havde haft så travlt med at hjælpe Mogens, ville han nok have genkendt den lille, næsten skaldede fyr med det blege ansigt i læderjakken og den grønne T-shirt …”
Forfatterkommentarer, hvor læseren fodres med viden, som bogens personer ikke har, kan skabe forventning og spænding … eller have modsatte effekt, så luften fiser ud af bolden. Med andre ord: Jeg var alt for forberedt på slutningen og blev meget lidt overrasket.

Røverhistorier fra Roskilde er en ungdomsroman og kan læses alle der er til røverhistorier – også selvom man ikke er fra Roskilde. Trods mine hårde kritikpunkter, er historien virkelig godt fortalt og meget læseværdig. Jeg blev fanget. Tillykke med udgivelsen.

Røverhistorier fra Roskilde udkommer den 11. december og præsenteres i Roskilde (Bog & ide) samme dag. Læs forlagets pressemeddelelse her:  Pressemeddelelse

 

 

Røverhistorier fra Roskilde – er en velvalgt mandelggave.

Bogen er tjekket … og gennemtjekket af:

København, december 2017

Forfatterinterview med Helga Waage

Hvordan fik du ideen til *Røverhistorier fra Roskilde? Hvilke ”fortællinger” er du inspireret af?

SVAR: Jeg er mor til fire børn, der i dag er 8, 10, 13 og 15 år. Da min ældste datter var 7, spurgte hun mig en dag: ”Mor, hvad laver du egentlig på dit arbejde?”. Jeg arbejdede allerede dengang som juridisk oversætter ved EU-Domstolen i Luxembourg. EU-ret er meget spændende, men ikke så let at formidle til 7-årige børn. Alligevel tænkte jeg, at det måtte være muligt at lukke hende ind i juraens verden, og det mest fascinerende og håndgribelige emne inden for juraen er naturligvis strafferetten. Den hører vi om i radioen hver dag, og både børn og voksne læser avisernes spisesedler, når der sker grimme forbrydelser. Jeg tænkte altså, at det måtte være den vej, jeg skulle gå, og jeg begyndte at opdigte historier for min datter. Vi skabte i fællesskab karakteren Leo Lundgren, og jeg fandt på en masse skøre historier inspireret af bl.a. cases fra min studietid og af sager, som jeg selv behandlede, da jeg arbejdede i Justitsministeriet og for Statsadvokaten for Fyn, altså inden vi flyttede fra Danmark. Nogle af historierne skrev jeg ned og fortalte dem senere for mine andre børn, der også blev begejstrede for Leo.
Da min yngste var seks år, ønskede jeg mig en bærbar computer i julegave. Tanken var at skrive 12 historier om Leo til mine børn, men projektet greb om sig, og de 12 historier blev til en roman med 27 kapitler, og persongalleriet blev ret omfattende.

For mig er en røverhistorie det samme som en “løgnehistorie”. I din indledning skriver du følgende: “En røverhistorie er en spændende, men usandfærdig eller overdreven fortælling eller beretning”. Hvordan passer Røverhistorier fra Roskilde ind i den definition?

SVAR: Jeg synes, at Røverhistorier fra Roskilde passer perfekt ind i definitionen i begyndelsen af bogen, der er taget fra Den Danske Ordbog. Historierne om Leo og Sørine er spændende, og de er selvfølgelig også usandfærdige eller overdrevne. Jeg har svært ved at se en kriminel, der inden for ni måneder er lige så aktiv og kreativ som Leo:-)
Historierne i romanen er kogt sammen af en blanding af sjove, opfundne historier og virkelige hændelser og forbrydelser. F.eks. er historien om slagtekalven, historien om de stegte løg og historien om Leos fars død baseret på virkelige hændelser, mens røveriet på Roskilde Museum er min helt egen opfindelse.

Røverhistorier fra Roskilde er en spændende fortælling fra start til slut, ingen tvivl om det. Men hvad vil bogen mere at fortælle en god historie? Hvorfor skal jeg læse den?

SVAR: En af mine testlæsere har skrevet, at Røverhistorier fra Roskilde er rigtig en ”feel good-bog”. Det er en bog, der samtidig med at der ikke holdes noget tilbage for læseren på godt og ondt, efterlader en følelse af varme og kærlighed. Og så er det en bog, som du bliver klogere af, uden at du opdager det. Og det er jo altid rart at blive lidt klogere, ikke?

I bogen bruger du Seebach-citater til at beskrive Sørines og Leos aktuelle sindsstemning. Hvorfor lige Seebach?

SVAR: Tommy og Rasmus Seebachs musik er skøn, og teksterne er skrevet på dansk. Sangene indeholder ofte meget forståelige og enkelte budskaber, der emmer af følelser, forelskelse og nogle gange skrøbelig kærlighed, som hos mine karakterer i romanen.
Seebach-musikken har igennem mange år været en meget stor del af den moderne danske sangskat, og de sange og tekster, som jeg har valgt, passer til Leos og Sørines sindsstemninger og skulle gerne forstærke den stemning, læseren befinder sig i, når han eller hun dykker ned i bogens forskellige scener. Om det lykkes hver gang, ved jeg ikke, men jeg tror i hvert fald, at Seebach-fans vil glæde sig og mærke stemningen i scenen mere intenst.

Røverhistorier fra Roskilde er ikke bare historien om Sørine og Leo, ”loven” og forbryderen. Der er også en del fakta om lovstof. Hvorfor er det vigtigt? Og hvorfor er ”ofrene for forbrydelserne” ikke personifiserede i samme grad som forbryderen og ”loven”.
SVAR: Et af hovedmålene med bogen var at lukke børnene ind i juraens verden. I et samfund, hvor der er love om næsten alt, men hvor det kun er en lille persongruppe, der faktisk læser og fortolker lovene, syntes jeg, at det var sjovt at lade (børne-)læserne læse et par rigtige paragraffer, så den berøringsangst, der ellers ofte er omkring paragraffer for ikke-jurister, måske kunne blive elimineret en smule.
Det er rigtigt, at ofrene for forbrydelserne ikke får den opmærksomhed, som forbryderen Leo og lovens repræsentant Sørine får i romanen. Jeg tror, at det kunne let blive klichéagtigt og for omsiggribende, hvis jeg skulle til at dyrke de to 12-årige pigers chok over at se den nøgne Leo, eller Agnetes sorg over at Hugos Mercedes var blevet smadret. Men jeg synes da ikke, at jeg ignorerer Roklubbens formands ærgrelse over den stjålne fladskærm, og Sørine er jo faktisk selv offer i sagen om cykeltyveriet, og er ked af det.
Bent og Charles kan man jo umuligt have ondt af.

I slutningen af bogen afslører du, at der kommer en 2’er. Hvad kan jeg glæde mig til?

SVAR: Jeg har ikke skrevet en linje endnu, men har en del idéer til, hvordan røverhistorierne skal gå videre:
Leo har vundet sin elskede Mathildes hjerte, men fortidens skygger indhenter ham. Stella fra opholdshjemmet ved Ålborg dukker op i Roskilde, og der sker skræmmende ting og sager. Også Sørine har en fortid, som vi ikke kender til. Tobias´og Anjas far vender hjem fra Spanien og truer Mathildes og Leos lykke. Men heldigvis for alle er Agnete „still going strong“, og selv om alt ser håbløst ud, findes der en vej til endnu en lykkelig slutning.

Bogen kan købes her: 
bogreolen.dk
plusbog.dk
liveboox.com
imusic.com
gucca.dk
saxo.com

TJEK også:
Røverhistorier fra Roskilde, Facebook
Røverhistorier fra Roskilde, Instagram

LÆS også:
Få din bog anmeldt på BogTJEK >

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *