Om bogen: Hårspættens hårspændespæn er en samling historier fra
syvmileskoven. Historierne er uafhængige af hinanden og kan læses hver for sig. Historiens figurer krydser hinandens veje og binder bogen univers så godt sammen, at den næsten fungerer som en kapitelbog. Det er godt fundet på.
Historierne er kreativt skrevet og fyldt med lækre ordspil, bogstavrim og lækkerier for ørerne.
BogTJEK:
BogTJEK giver Hårspættens hårspændespæn 8 ud af 10 TJEKtegn.
Thomas Stordal Philipsen leger med ordene. Det er et gennemgående karaktertræk i alle historierne. Der er små hjemmelavede forklaringer på hvorfor verden ser ud som den gør. Hvorfor hedder det kragetæer? Hvorfor har mariehønen syv pletter?
Talemåder bliver oversat fra menneskenes verden til fuglenes verden. ”Hvad kukuret havde slået”, ”tabe næb” og ”håret i fuglekassen” er bare et par eksempler.
Det er tydeligt, at forfatteren har en stor forkærlighed for at lege med navne og bogstavrim. Fx Krage Kristian og Henry Hårspætte, ligesom han henter også inspiration fra verden udenfor Syvmileskoven, når han skal finde figurer til sine historier. Fx August Bille, instruktør af billeballetten. April Bournonbille, Helten, Buffalo Bille, Bille Holyday, Bille Idol og Jørgen Myrelus. Selvom det sandsynligvis kun er den voksne, der genkender personernes identitet fra den virkelige verden, er det super sjovt fundet på. Og det klinger godt. Min egen favorit er Jørgen Myrelus.
Bogen fortæller en god historie. Selvom den er både velskrevet og humoristisk, savner jeg, at historierne vil mig mere. Jeg synes, at der mangler noget mellem linjerne. Det er, ikke fordi jeg efterlyser en ”morale” … eller løftede pegefinger.
Historien om Emil fra Lønneberg er ikke historien om en uartig dreng. Det er historien om en normbryder, der har hjertet på det rette sted. Det er derfor vi kan lide ham. Og vi er ikke er bekymrede for hans fremtid.
Om der er overflødige ord og sætninger afhænger af øjet der ser. Hvis en sjov bemærkning er med, bare fordi den er sjov og ikke giver mening i den store sammenhæng, er det vel egentlig også helt ok.
Alt i alt. Jeg synes at Hårspættens Hårspændespæn er rigtig sjov. Den er kreativt skrevet og den vil nok egentlig bare gerne fortælle en god historie. Det lykkes fuldt ud. Det er 8 velfortjente TJEKtegn herfra.
Jeg er helt vild med slutningen. Det er godt fundet på, og melodierne er kendte, så alle kan synge med.
Hårspættens Hårspændespæn er “fuglt-ud” tjekket … og tjekket af:
Forfatterinterview med Thomas Stordal Philipsen:
Historierne i “Hårspættens hårspændespæn” er gode og fungerer godt … men jeg savner “noget mellem linjerne”. Er det et bevidst valg? Eller er det mig der ikke kan får øje på det?
SVAR: Hvis du med ”noget mellem linjerne” mener en moralsk pegefinger, så er det bevidst, at denne ville jeg ikke have med. Hårspættens hårspændespæn er ikke en belærende bog, men skrevet som ren underholdning. Egentlig er det vel syv små selvstændige historier, hvor bindeleddet eller den røde tråd om man vil er de gennemgående figurer med Henry Hårspætte og borgmesteren og hans tro følgesvende som de væsentligste.
Du har også skrevet “Mordet i Odense”, som tager udgangspunkt i en historisk begivenhed … en bog der kræver research på en helt anden måde end historierne fra Syvmileskoven. Hvad er den største forskel på processen i tilblivelsen af de to bøger?
SVAR: Begge bøger har været sjove at skrive, men ”Mordet i Odense” har helt klart været sværest pga. researchdelen, der har taget tid, men samtidigt er en meget spændende proces. Med Hårspætten har jeg bare skrevet løs, selvom den af forskellige årsager også har været længe undervejs. Jeg har med Hårspætten taget udgangspunkt i ting, jeg har læst eller set. F.eks. er Syvmileskoven jo inspireret af Hundredemeterskoven i Peter Plys.
I bogen viser du en god og humoristisk fornemmelse for bogstavrim og leg med ord. Hvordan kommer den evne til udtryk i dit daglige liv?
SVAR: Jeg har altid leget med ordene og har en god, tør, lun, sort, jysk humor med i bagagen. Jeg tror jeg lavede ”dengelsk” før De Natergale gjorde det i The Julekalender. Er vokset op med gamle danske film på videoen, så udtryk fra dem har også fundet vej til Hårspætten, ligesom omskrivninger af ordsprog og talemåder. Det har jeg altid gjort, og gør det også i min dagligdag. Humor i forbindelse med undervisning og formidling er vigtig. Tit slår jeg også over i dialekt, for at ændre stemningen. Tror jeg har sprogøre. Kan efterligne mange dialekter og sprog.
Hvad er den største forskel udfordring ved at skrive for børn? Tror du det er lettere end at skrive for voksne?
SVAR: Det er hele tiden vigtigt at skrive, så børnene kan forstå det. Det har været udfordringen med Hårspættens hårspændespæn. Jeg har dog skrevet, hvad der faldt mig ind, og taget det med, som jeg gerne ville. Det er heller ikke en bog, børnene selv skal læse, men en de skal have læst op. Så er det op til den voksne at forklare. Og det er vigtigt at tegningerne bliver vist samtidigt. I den næste bog kunne jeg godt tænke mig, at der kom flere tegninger. (Det tror jeg også min dygtige illustrator ville synes kunne være sjovt).
Jeg elsker den store finale. Uden at afsløre hvad der sker, kan du måske afsløre, hvad der inspirerede dig til denne slutning?
SVAR: Jeg syntes, at bogen skulle slutte med et brag af en fest. Igen med figurer, som vi har mødt i en af de tidligere historier i bogen, nemlig selve bogens titelhistorie. På den vis synes jeg, at bogens historier hænger fint sammen.
Kommer der en to’er? Og en tre’er?
SVAR: Der kommer i hvert fald en to’er! Den er på tegnebrættet. Her tænker jeg dog umiddelbart, at Henry Hårspætte bliver en bifigur, for jeg har egentlig syntes de sjoveste historier kunne laves med samspillet mellem borgmesteren, Ronald Krikand, og hans tro følgesvend, Villy Væsel.
Der vil også her være syv historier, og titlen vil blive en ligeså skør tungevrider.
Læs flere BogTJEK-anmeldelser >
Få din bog anmeldt på BogTJEK >
Sig JA TAK til min nyhedsmail og få når der er nye opslag på www.steendorumlu.dk
