Flere røverhistorier er vanvittig svær at målgruppebestemme. Den er let at læse, den er handlingsbåret som mange børnebøger, den handler om voksendilemmaer … og om jura. Med andre ord: målgruppepilen peger i mange retninger. Og Flere røverhistorier rammer virkelig bredt, for børn og unge i alle aldre, står der på bogens omslag. Hvis den havde været en sko, havde der stået ”onesize” i bunden og takket være Bjarne Reuters ord om børnebøger eller ej, er jeg fri af mit målgruppedilemma og har overgivet mig. En mere snæver målgruppebestemmelse er nok bare mit helt eget behov.

Budskab: 

Bogens budskab står ikke bøjet i neon men at den vil fortælle mig noget, er jeg ikke i tvivl om. 

I mange bøger skal man lede efter budskabet i historiens plotspor. Hvad er det hovedkarakteren skal lære for at komme i mål? Sådan er det ikke helt i Flere røverhistorier. Måske er det læseren der skal lære noget?

Flere røverhistorier var for mig et kærligt vidnesbyrd om at det er historier der binder os samme. Både dem vi opdager, dem vi husker og dem der får os til at fare vild. Men så er der jo også lige jura’en og alle paragrafferne? Hvilken rolle spiller den i historien?

Flere røverhistorier var en øjenåbner for mig i forhold til jura og paragraffer. Når Helga forklarer begreber som at have hævd på, at være i god tro og nødret kommer de til at stå i skarp kontrast til mit billede af jura som tørt og kedeligt. Flere røverhistorier har tilført motivet nuancer. At paragrafferne bliver forvaltet af rigtige mennesker som Sørine, med øje for og tillid til at der kan være alle mulige menneskelige grunde til at handle som vi gør. At straffen ikke bliver udmålt med en lineal der kun måler rigtigt og forkert på mine handlinger, men også på mine hensigter. Jura er også hjerteblod, varme og fælleds værdier. Det er en tryg tanke.

FLOW – Handling. 

Bogens komposition og et af romanens stærkeste brikker.

Helga har totalt styr på historierne som på skift dukker op, kapitel for kapitel. Det er næsten som at læse to spændende bøger på én gang … bare bedre. For selvom jeg vil gerne vil høre videre om Leo og Matilde hvor sidste kapitel slap, vil jeg også gerne opdateres om Sørine og Marcus … eller Agnete … eller Tobias, Zoé og Albert … eller Stella fra fortiden.

Som en spændende biltur, med gearskifte, sving, omkørsler og fartbøder holder Helga Waage begge hænder på rettet, så du trygt kan læne dig tilbage og nyde turen. Udenfor drøner landskaber af dialoger, beskrivelser, beretninger, tanker, dilemmaer, tilbageblik forbi. Og efterhånden som I når målstregen, træder motivet på det store puslespil tydeligere og tydeligere frem. 

Du er godt underholdt. Kapitlerne bliver ikke skrevet i gang. Historierne har en retning og der er fremdrift, balance og variation, fra start til slut. 

FLOW – Sprog.

Sproget i Flere røverhistorier er ikke sprudlende eller overpyntet med sproglige billeder. Sproget holder sig i baggrunden. Det kan jeg god lide.

Sproget flyder. Det fremkalder billeder og sætter scenen og gør det let for mig at fange hvad der er på spil for bogens karakterer. 

Jeg giver Flere røverhistorier et velfortjent TJEK-tegn for et enkelt og mundret sprog, der ikke tager opmærksomheden.

Involver læseren. 

Som allerede nævnt er det involverende når jeg som læser ”opdager noget” i teksten som ikke står der direkte. Når jeg opdager noget om hovedkaraktererne som de ikke selv ved. 

I Flere røverhistorier er der masser ”at opdage” for læseren. Jeg skal som læser selv lægge to og to sammen og regne sammenhænge ud. Med andre ord: Der står noget mellem linjerne der vil mig noget.

Spænding: 

Historierne i Flere røverhistorier er spændende og lette at relatere til. Som læsere er jeg hele tiden med på hvad der er på spil for historiens karakterer. 

Med ”lunser”, hints og antydninger bliver jeg som læser fanget og fastholdt. Helga Waage er god til at efterlade læseren forventningsfuld.

Helga Waage er god til at ”lægge spor” i god tid. Som læser er jeg forberedt til og klædt godt på til at forstå historiens centrale scener. Jeg bliver ikke afbrudt i mit flow af en søgt “forresten-forklaring”, fundet frem til lejligheden. Jeg er forberedt til at forstå hvad der sker både udenom og indeni karaktererne. Det er et kæmpe plus for troværdigheden … og for flow’et i spændingskurven.

Helga Waage er god til at bruge kontraster. Jo bedre det går Leo, jo dybere kan hun lade ham falde når det går galt. Det fungerer supergodt og giver historierne masser af spændende og dynamiske vendepunkter.

Forbavs og forløs til slut.

Slutningen forbavser desværre ikke. Leo og Matilde bliver forbavset … men ikke læseren. Når Flere røverhistorier alligevel fortjener et TJEKtegn for en god slutning, er det fordi den forløser og på ingen måde er en skuffende slutning. Helga får bundet en flot stor sløjfe på alle de løse ender.