Mit skriveværksted

Min næste bog …

I øjeblikket arbejder jeg på en bogserie om Aske, Emil og Helsingehelten. D

Jeg har planlagt 3 bøger i serien som er:
Aske og Emil – Udbrydernummeret
Aske og Emil – Den tohovede abe
Aske og Emil – Dobbeltspil (… måske kommer den til at hedde “Aftalt spil”)

Genren er spænding/børnekrimi, og de skal være lette at læse. Målgruppen er 7-10 årige. Foruden Aske og Emil møder du vennen Malle og Helsinges hemmelige helt, Helsingehelten. 


Herunder kan du læse hvad de 3 bøger handler om:


Bog 1: Aske Emil – Udbrydernummeret

Aske har tilmeldt sig selv og Emil til Nordstjerneskolens årlige talentkonkurrence. Benja fra niende har sammen med sit band vundet konkurrencen de sidste tre år og alle regner med at de vinder igen … undtagen Aske. Med lidt hjælp fra vennen Malle forbereder Aske og Emil et talentnummer der kan slå Benja-Blæremås.
I Helsinge åbner der et nyt minimarked, SparKonge. Ved åbningsfesten hejses en jerncontainer, indpakket i gavepapir, ned midt på torvet i Helsinge. Containeren er en gave fra byens nye købmand, og indholdet skal afsløres når vinderen af talentkonkurrencen er fundet. Få dage inden konkurrencen forsvinder containeren. Ingen har set noget, ingen har hørt noget, ingen ved noget … bortset fra Aske og Emil.

Intet går efter planen. Heller ikke da byens hemmelige helt, Helsingehelten, blander sig i sagen.

”Aske og Emil – Udbrydernummeret” handler om at være konkurrenter. Er man venner eller fjender?


Bog 2: Aske og Emil – Den tohovede abe

I Helsinge har Cirkus Skibaldi slået deres telt op ved stationen. Overalt i byen hænger der plakater med cirkusforestillingens hovednummer, en to-hovedet abe der kan synge duet og tale i munden på sig selv.
Kun en uge før Askes fødselsdagsfest, en sørøverfest med droneskattejagt og piratkagemand, inviterer klassens nye dreng, Valdemar, biografdirektørens søn, hele klassen til premiere på den nye MonsterZombie2-film med 3D-briller og gratis popcorn … samme dag som Askes sørøverfest.

Aske dropper sørøverfesten. Uden billetter eller aftale med cirkusdirektøren inviterer han hele klassen i cirkus. Først skal de se forestillingen og bagefter skal de have boller og kakao med cirkusdirektøren og den to-hovede abe. Hvem vinder? Aske eller Valdemar? Den to-hovede abe eller MonsterZombie2?

Få dage før forestillingen bliver den to-hovede abe kidnappet. Sammen med Emil og Malle indleder Aske jagten på aben og dusøren på 50 gratis cirkusbilletter.

Som sædvanligt går Intet efter planen. Heller ikke da byens hemmelige helt, Helsingehelten, blander sig i sagen.

”Aske og Emil – Den tohovede abe” handler om at lyve sig til “likes”.


Bog 3: Aske og Emil – Dobbeltspil

Askes fodboldhold leder efter en sponsor. De plejer at vinde deres kampe … bare ikke mere. Aske og Kajus er holdts stjerner. Kajus lægger bolden op og Aske scorer. Den sidste måned er magien mellem de to stjerner forsvundet. Kajus opfører sig mistænkeligt.

Fodboldholdet fra Ramløse bliver sponsoreret af SparKonge fra Helsinge. De har fået trøjer, tasker, fodboldstøvler og har lige været på træningstur til Tyskland med alt betalt. De er også begyndt at vinde lidt mere.

Aske får mistanke om at Kajus gør sig dårlig med vilje? Bliver han truet? Eller betalt?

Selvom den årlige Bydyst-kamp mellem byerne Helsinge og Ramløse er en venskabskamp er der meget på spil for Askes hold. Helsinge plejer at vinde stort.

En uge før bydyst-kampen melder Aske Emil til fodbold i Ramløse for at finde ud af hvad der foregår.

Som sædvanligt går intet efter planen. Slet ikke da Aske og Emil forsøger at få Helsingehelten til at tage sig af sagen og opdager at han allerede er indblandet.

”Aske og Emil – Dobbeltspil” handler om at lede efter årsagen til fiasko i fjendens lejr.

At finde inspiration i virkeligheden …

Når jeg skriver historier, laver jeg sjældent den store research men lader historierne opstå af “intet”.

Historierne om Aske og Emil foregår i Helsinge men kunne foregå i en hvilken som helst anden dansk by. For at blive inspireret af virkeligheden tog jeg, en regnvejrsdag i 2017, på inspirationstur i Helsinge. Jeg fandt ”locations” til de enkelte kapitler. Hvor bor Aske? Hvor bor Emil? Hvordan ser der ud på torvet? Hvor har de deres hule osv? Jeg tog fotos af de forskellige steder. Selve turen gav mig en god fornmmelse af hvordan Helsinge hænger sammen, og det er vigtigt viden at have i hovedet mens jeg skriver.  Hvor ligger skolen i forhold til Torvet? Helsinge Hallerne?Kongensgave? Herunder kan du se nogle af de fotos jeg tog på turen.


Nordstjerneskolen

Aske og Emil går i 3. klasse på Nordstjerneskolen da første bog starter. Cykelstativerne foran skolen er en af de locations jeg har brugt i historien.


Helsinge Hallerne

Sportshallerne i Helsinge spiller en central roille i den første bog. Det er her den store talentkonkurrence foregår.


Forhallen i Helsinge Hallen

Det er her Emil står i sølvunderbukser og venter på at komme på scenen til den Nordstjerneskolens talentkonkurrence.


Legebilerne

I første bog møder Aske og Emil mobilmanden ved “legebilerne” bag gågaden. Legebilerne skulle med fordi det er noget alle i Helsinge kender.


Bronzefrøen i gadekæret

Bronzefrøen i gadekæret har selvfølgelig også fået en lille rolle i historien.


Kongensgave

Både Malle og Aske bor i Kongensgave som er et boligområde i Helsinge.


Opgang i Kongensgave

På fotoet kan du se den opgang som Aske og Malle bor i. Nederst i opgangen er der nogle søjler. Det er bag disse søjler Aske gemmer sig da han overhører en mystisk telefonsamtale.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *