Motiver din læser til at blive hængende!
SKRIVETIP 1: Lad historiens hovedperson og læser følges ad og vide det samme.
I en tidlig udgave af “Noget i Klemme” startede bogen hvor historien sluttede. Klemme, verdens artigste dreng, sad til skideballe på skoleinspektørens kontor? Men hvorfor? Og hvordan var han havnet her?
Den brudte kronologi kan være en god teaser for læserens nysgerrighed, men når det drejer sig om børnelitteratur, tror jeg at læserens mulighed for at identificere sig med hovedpersonens projekt vejer tungere.
Hvis læseren ved noget, som din hovedperson ikke ved (… fordi det først sker til sidst), bliver historien læst i lyset af den viden. Samtidig er din hovedperson nødt til at handle “uvidende” om hvad der sker senere i historien.
Hvis du giver din læser og hovedperson mulighed for at følges, så de oplever tingene sammen og ved det samme, kan de undre sig, være frustrerede, spændte, skuffede og åbne for at alt kan ske … sammen.
I “Noget i Klemme” blev spændingsfeltet mellem Klemme og læseren styrket af, at jeg droppede ideen om den brudte kronologi og lod læseren og Klemme være i samme båd.
SKRIVETIP 2: Hold “gryden” i kog.
Lad din hovedperson løse udfordringer undervejs. Bid for bid, men lad det udløse nye problemer og dilemmaer, som små omveje mod målet. Lidt ligesom ude i virkeligheden.
SKRIVETIP 3: Manipuler og styr læserens forventninger i en bestemt retning … men overrask til sidst.
Da jeg skrev “Noget i Klemme” havde jeg helt bevidst 2 mulige slutninger:
1 … “den sandsynlige/oplagte”, som både Klemme og læseren skulle tro på gennem hele bogen.
2 … “den rigtige”, som skulle illustrere at vi konkluderer på baggrund af det vi ser og oplever … og at vores konklussioner afhænger af, om vi har samlet “de rigtige kontekst-brikker”.
Alle historiens “spor” er relateret til begge slutninger. Gennem Klemmes oplevelser, handlinger og tanker, manipulerers læserens forventninger til hvordan historien slutter (“den sandsynlige/oplagte”). Først til sidst præsenteres den “rigtige” slutning. Og da “sporene” også passer på denne slutning bliver overraskelsen effektiv … og forhåbentlig større end forventningerne/”skuffelsen”.
